Det skulle være den bedste vej af de to, der var at vælge imellem. Den anden skulle være værre end ”vejen til Helvede”…
Den vi kørte på var en dårlig jordvej. Vi sad og funderede over, hvordan det mon ville være gået, hvis det havde regnet. Så havde det været ren mudder at køre i.
Rygterne siger, at flyselskabet, der flyver mellem Thailand og Angkor Wat, har betalt for ikke at få vejen lavet. Nu er man trods alt i gang med at lave broer over alle vandløbene – der var mange. Der er kun et par stykker, der er blevet færdige. Men det går da fremad
Turen til grænsen kunne tage alt mellem 5 og 12 timer, vores rejse tog ca. 6 timer, så efter forholdene var vejen nok god nok.
Behøver man egentlig førerhus på en lastbil?! - eller er det en bus...
På vejen overhalede vi nogle af robådsaktørerne fra waterfestivalen – der var fest på lastbilen.
Der blev tørret ris i kanten af vejen og riskviste blev pakket i poser.
Poser skal der bruges mange af, så her kommer friske forsyninger!!!
Grænsebyen var ikke særlig indbydende at se på. Lige ved grænsen lå der flere kasinoer til ære for thailænderne - spil er forbudt i Thailand. – resten af byen så fattig og mudret ud.
Det tog ca. 1½ time at komme over grænsen. Kontrasten til Thailand var enorm. Gode busser, gode veje ikke så meget larm. Farten var pludselig 110 km/t i stedet for 40.Kl. 18:30 nåede vi færgelejet i Trat. Vi skulle videre ud på Koh Chang. Sejlturen tog omkring en time – så det var halvsent inden vi nåede et hotel vi havde booket for natten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar