torsdag den 30. oktober 2008

Northern Vietnam - Sapa area

Efter et par dage i Hanoi, tog vi nattoget til LaoCai, en grænseby til Kina. Herfra blev vi hentet af Topas Ecolodge´s shuttlebus og kørt 1½ time til Ecolodgen. Den ligger ca. ½ times kørsel på den anden side af Sapa. Topas Ecolodge er bygget af det danske rejseselskab Topas i 2003.


Lodgen ligger på en bjergkam og man har hver sit hus – alle sammen med udsigt over rismarkerne og de smukke bjerge.




Landsbyerne i nærområdet tilhører de 4-5 forskellige stammer, der holder til i dette område. Nogle har kinesiske rødder, andre thailandske og vietnamesiske rødder. Deres historie går 3-4 tusind år tilbage.

Vores lille vandretur gik til den lille Tai landsby (Ban Ho).


Den skal ikke forveksles med en thai-landsby. På vejen mødte vi to damer fra Black Hmong stammen.


De fulgte os hele vejen til Ban Ho i forsøget på at sælge os nogle af deres ting.

I Ban Ho var vi blandt andet inde at besøge en familie, hvor kvinderne var ved at lave risbrændevin, mens mændene så TV og røg cigaretter. Vi så også et andet hus, hvor man var i gang med at hæve loftet. De bærende stolper blev løftet op, mens der blev sat sten under. Det så lidt hasarderet ud, men missionen så ud til at lykkes.




Turen tilbage til lodgen foregik på taxa-motorcykler!
De danske bestyrere af lodgen, Liselotte og Mogens samt deres to børn Magnus og Astid gjorde dette fantastiske sted til en superoplevelse. Vi fik slappet lidt af, og Jacob fik leget med andre børn. Vi så ham næsten ikke i 3 dage J Han blev taget med op i deres privat og var også på besøg i ”staff-house”. En dag tog Mogens børnene med ned til vandfaldet for at bade.

Alt i alt et dejligt sted bestyret af nogle åbne, initiativrige og entusiastiske mennesker.

Ingen kommentarer: